Santa Maria Danmark Foodservice

Sichuanpeber

Sichuanpeberet har en ru og en lidt syrlig mentolsmag med antydninger af enebær, solbær og gran. Lang frisk, stærk og olieret eftersmag. Det passer perfekt til fisk og skaldyr, and, kylling, kålretter, pasta og ris.

Sichuanpeber har mange navne og kan hedde anispeber, kinesisk peber, japansk peber og fagara. Det er de modne rødbrune frugter fra et lille busket træ, der anvendes som krydderi.

Sichuanpeber

Et spidst træ

På engelsk kaldes træet, peberet kommer fra, for ”prickly ash”. ”Prickly” (stikkende), fordi man stikker sig på alle de lange, spidse torne, der dækker hele stammen og grenene. ”Ash” på grund af de asklignende blade.

Sichuan fra Sichuan-provinsen

Sichuanpeberet kommer fra Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina. I Asien anvendes sichuanpeberet som medicin mod alle mulige sygdomme. Men de fleste bruger det som krydderi i forskellige lokale retter. Et interessant alternativ til den berømte pekingand er sichuananden, der er krydret med sichuanpeber, ingefær og frisk koriander.

En anden populær ret er pang-pang-kyllingen. Sichuanpeberet indgår også i den kinesiske krydderiblanding Chinese Five Spices.

En japansk variant

I Japan bruger man primært de friske blade, der er mildere og har en mere udtalt citrussmag end bærrene. Disse bruges til at give smag til grøntsager, supper og nudelretter.

Krydderier, der passer godt til:

Sichuanpeber passer godt sammen med krydderier som ingefær, koriander, chili, stjerneanis, kanel, nelliker, fennikel og persille.

Santa Maria A/S ∙ Ringager 2A ∙ 2605 Brøndby ∙ Telefon: 4396 7900